DSCF5887-3.jpg

Riis Seier Project køber majoritetsandel i Optour

KØBENHAVN, 12.07.2017

Riis Seier Project har købt majoriteten af rejseselskabet Optour for at styrke sin position på markedet for unikke cykelrejser og cykelevents.
 
Riis Seier Project fortsætter oprustningen af cykelbaserede aktiviteter i koncernens portefølje af virksomheder. Med øjeblikkelig virkning har Riis Seier Project købt majoriteten af rejseselskabet Optour og vil fremover tilbyde skræddersyede rejser og events til både sit landsdækkende erhvervsnetværk, Riis Seier Business Club, og unikke cykelrejser og oplevelser til både virksomheder og passionerede cykelfans.
 
"Vi ved, at for rigtig mange hænger nogle af de største oplevelser på cykel sammen med at udfordre sig selv og kombinere det med nogle ekstraordinære naturoplevelser, eksempelvis i bjergene. Derfor er det også et helt naturligt skridt, at vi i vores arbejde med at bygge en stærk koncern med afsæt i cykelrelaterede aktiviteter og services også får et rejseselskab med i vores setup. Det giver rigtig god mening på så mange måder," siger Bjarne Riis, medejer af Riis Seier Project.
 
"Optour har samtidig en filosofi, som passer perfekt med vores. Det handler nemlig ikke bare om at komme først. Oplevelsen ligger i autentisk kultur, god mad, et glas vin og fantastiske cykeloplevelser sammen med andre. Oplevelser for både begynderen og for den øvede. Med vores rødder i den professionelle cykelsport kommer vi sammen til at tilbyde nogle helt unikke rejser og events," fortsætter Bjarne Riis.
 

 

 

Optour blev stiftet i 2015, stiftet af Michael Benzon og Mikkel Würtz. På kort tid har Optour etableret sig med et tydeligt fokus på de enkeltdele, der til sammen skaber den gode oplevelse.

"Vi skabte for nogle år siden Optour med passionen som vores dna, og vores fokus på både turen op af bjerget, espressoen på toppen og fællesskabet har virkelig ramt et hul i markedet for cykelrejser. Ved at blive en del af Riis Seier Project kan vi sætte turbo på den udvikling, og det giver nogle fantastisk spændende muligheder og produkter. Vi ser meget frem til at blive en del af den nye konstellation," siger Michael Benzon og Mikkel Würtz i en fælles udtalelse.

Michael Benzon og Mikkel Würtz fastholder en ejerandel i Optour, og vil fortsat være en del af det nye setup. Direktør Nicolai Jørgensen, Riis Seier Project, kommer også til at stå i spidsen for Optour.
 
"Nu glæder vi os for alvor til at kunne rulle programmet for næste år ud. Det bliver en kombination af de velkendte ture og produkter fra Optour, som fungerer meget stærkt i dag. Dertil kommer en række særlige og skræddersyede produkter til medlemmerne af vores Business Club samt vores signatur camps med Rolf og Riis med base på vores toscanske hotel, Villa Pacini. Det bliver rigtig spændende, når vi kan udnytte synergierne fra vores afsæt i det professionelle felt," siger Nicolai Jørgensen.

I år har det eksempelvis udmøntet sig i en tur til Schleck Gran Fondo i Luxembourg, hvor gæsterne også fik mulighed for en eksklusiv cykeltur med den tidligere Riis-rytter Fränk Schleck.

Riis Seier Project har også haft gæster afsted til en Alpe-tur med Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Dennis Ritter og den tidligere danske mester Alexander Kamp. Her kørte gruppen en del af stigningerne, der forventes at afgøre årets Tour de France - 17. og 18. etape fra La Mure til Serre Chevalier og fra Briancon til Col d'Izoard. Samme rute, som lægger asfalt til motionsløbet L'etape du Tour d. 16. juli i år.